Nyhedsbrev september 2023

Landbruget er en del af en stærk samfundskontrakt

 

Færre mennesker kender i dag en landmand målt i forhold til tidligere tider. Det er en del af vores strukturudvikling i landbruget og trods det, så fastholder vi langt overvejende en stærk samfundskontakt – som er fundamentet i vores samfundskontrakt.

3. søndag i september besøgte knap 100.000 danskere en landmand et sted i Danmark. I vores områder åbnede både Romsdal ved Give og Nygård ved Grindsted stalddørene. Det var en flot dag med mange besøgende begge steder. Uden de åbne stalddøre kunne vi ikke byde de mange danskerne indenfor. Åbenhed er en del af vores samfundskontrakt – det skal vi holde fast i.

Måske har du haft lejlighed til at læse Grobund? Her kunne du læse at Jysk Landbrug har sendt over 1.000 børn og unge på staldbesøg i 2023 og tallet vil komme endnu højere op. Vi ønsker at flest muligt får gode oplevelser på landet og oplever landbrugets åbenhed med skønne oplevelser. Vi er stolte af vores medlemmer, deres gæstfrihed og åbenhed.

Samfundskontrakten er egentlig simpel – landbruget skal være bæredygtigt og sikre åbenhed og for landmanden skal det være fundamentet for en sund økonomi.

Til tider glemmer beslutningstagerne vores samfundskontrakt og finder det nødvendigt at lovgive, så der opstår mistillid og mistro. F.eks. er der fokus på grundvandsbeskyttelse og politisk fylder emnet meget. Særligt ideen om grundvandsparker har vundet indpas – men det er grøn symbolpolitik! Vi skal holde fast i fakta - det er ikke landbrugets brug af pesticider, der er problemet, hvis vi er bekymret for drikkevandets betydning for menneskers sundhed.

Landbruget er den største spiller i det danske åbne land og med det følger et ansvar – et ansvar vi i landbruget tager meget seriøst. Bevidstheden om affaldshåndtering, korrekt anvendelse af midler, ansvarlig brug af planteværn og meget andet er en hel naturlig del af en landmands hverdag.

Med overforsigtighed og snævre rammer når vi ikke i mål med landbrugets grønne omstilling. Vi skal stole på samfundskontrakten!

 

HC Gæmelke

Formand for Jysk Landbrug

 


 

Pesticider er ofte en del af samfundsdebatten

 

Pesticider er ofte et emne i samfundsdebatten, og det flyver hyppigt med vilde påstande.

Landbrug & Fødevarer har derfor samlet de mest væsentlige fakta, gode argumenter og relevante tabeller og en lang række af ekspertudtalelser i en pjece.

Du finder pjecen her.

 


 

Få tilskud til sløjfning af din markvandsboring

 

Muligheden for markvanding er mange steder en nødvendighed for at sikrer årets høst. Det viste sig også i år, da vi oplevede decideret tørke i forsommeren.

For mange bedrifter er markvandsboringerne et aktiv, de ikke kan drive landbrug uden. Men der findes også et stort antal gamle og ubenyttede markvandsboringer i vores område. Disse markvandsboringer har ikke været i brug i mange år – måske i flere årtier – og står blot som åbne sår ned i grundvandsmagasinerne og udgør en trussel for grundvandet.

Er du indehaver af en af disse gamle ubenyttede boringer og er den placeret i et område med særlige drikkevandsinteresser eller i et indvindingsopland, så kan du søge om tilskud til sløjfningen ved Miljøstyrelsen. Men skynd dig – ansøgningsrunden lukker den 1. oktober 2023. Find link til ansøgningsskemaet her.

Kontakt din kommune, hvis du har brug for vejledning i om din ubenyttede boring lever op til ansøgningskriterierne.

 


 

Klima og biogas

 

Alle er optaget af, at reducere udledningen af drivhusgasser. Uanset om det er nationalt, kommunalt eller ude i den enkelte sektor, så har alle et mål som de jagter. Et af landbrugets virkemidler til at reducere drivhusgasudledningen er afgasning af biomasse i et biogasanlæg.

Lige nu spørg vores lokale kommuner og aktører i biogasindustrien – skal der etableres et biogasanlæg i området?

Biogasanlæggene har i det sidste 10 år skudt op rundt omkring men analyserne siger, at der er biomasse til endnu flere anlæg. Men et biogasanlæg skal også give mening i forhold til den enkelte bedrift og derfor er det væsentligt at høre landbruget – er der grundlag for et biogasanlæg i vores område?

Det spørg vi om tirsdag den 3. oktober kl. 19.00 - læs mere og tilmeld dig her.

 


 

Husker du at klippe træerne langs den offentlige vej?

 

Det er matrikelejerens forpligtigelse at holde hegn forsvarligt klippet mod offentlig vej (offentlige arealer generelt) og private fællesveje.

Faktisk giver Vejloven kommunerne hjemmel til at fjerne, nedskære, opstamme eller studse træer og buske på ejerens bekostning indenfor området, som er vist på figuren, hvis ikke matrikelejeren overholder sin forpligtigelse.

Kommunen vil som udgangspunkt sende matrikelejeren et varsel om et påbud, derefter et påbud med en tidsfrist og har matrikelejer fortsat ikke udført klipningen, vil kommunen gennemføre den nødvendige klipning på matrikelejerens bekostning.

De udhængende træer og buske er et problem flere steder i kommunerne og udgør en stor risiko for trafiksikkerheden.

Kender du til en matrikelejer i dit lokalområde, som ikke er opmærksom på forpligtigelsen til at holde de levende hegn klippet, har du mulighed for at gøre opmærksom på forpligtigelserne via dokumentet herunder, som er lige til at printe ud eller at videresende i en mail.

 

 

 


 

Høstmarked på Grindsted Landbrugsskole

 

Den 15. oktober kl. 10.00 – 14.00 invitere Grindsted Landbrugsskole til høstmarked.

Gå på opdagelse blandt skolens dyr med guidede ture, støt skolens egne elever, der sælger deres håndlavede kreationer.

Du kan også udforske de udstillede traktorer og maskiner. Oplev mere end 10 spændende lokale boder, herunder besøg fra Kasper & Foodtrucks.

 


 

SAGROs Flexnyt

Fagligt nyt til deltidslandmænd og landboere med FlexNyt fra SAGRO. Nyhedsbrevet FlexNyt udkommer hver 14. dag og er ganske gratis.

Ønsker du at blive tilmeldt FlexNyt, skal du blot sende en mail til amt@sagro.dk.

Du kan læse tidligere udgaver af Flexnyt her.

 


 

Arrangementer

 

I de kommende uger kan du deltage i disse spændende foreningsarrangementer:

 


 

Medlemsfordele

 

Husk de mange medlemsfordele, som aktive medlemmer altid kan gøre brug af.

Udover de mange faste fordele har du aktuelt adgang til:

  • Skiferie med DFDS - spar 10% på kahyt og få bilen med gratis!
  • Køb Brødrene A & O Johansens byggematerialer til håndværkerpris.
  • Få Pling - Danmarks største magasin-app spækket med populære danske og internationale magasiner med 40 % rabat og uden binding

Og så er der rabat på en række oplevelser i MCH:

14 oktober 2023                 Simon Jul - Så langt, så godt. Kl. 20:00

10 november 2023             Sebastian Band - Aftentur og Stjerneskud. Kl. 20:00

12 november 2023             Neighbours & Friends - Stjernestunder 2023. Kl. 15:00

13 januar 2024                   Satiregruppen MAGT – Supermagt. Kl. 19:30

 

Alle aktive medlemmer har modtaget en liste med koder samt yderligere info i mailen sammen med nyhedsbrevet.

 


 


Formand
H.C. Gæmelke
Tlf. 22 26 42 90
hc@gaemelke.dk


Politisk chef
Stine Bundgaard
Tlf. 40 29 58 85
sbp@sagro.dk