En tur i rutschebanen

 

Sikke et drama vi skulle igennem, før den historisk brede landbrugsaftale var en kendsgerning. Resultatet blev et kompromis – og det betyder, at der er dele, som vi i landbruget bestemt helst havde været foruden.

Men ét faktum overskygger det negative. Det er nemlig simpelthen så stor en lettelse, at vi har fået en aftale, der er sikret mod, at eventuelt skiftende politiske flertal vil ændre afgørende på vilkårene for vores erhverv de første mange år.

Vi har fået arbejdsro!

Undervejs har det været en kæmpe følelsesmæssig rutschebanetur. Jeg har svinget mellem frygt for, at en smal politisk aftale ville ende med at lægge det halve landbrug i graven – og håb om, at et bredt forlig kunne føre landbruget gennem en grøn omstilling, uden at alt for mange af os knækker halsen på det.

Regeringen lagde ud med, at en tredjedel af landbrugsjorden skulle ud af drift og halvdelen af husdyrproduktionen ophøre. Især det sidste ville ændre fuldstændigt på landbruget i Vestjylland.

I løbet af foråret stod det klart, at parterne i forhandlingerne stod vildt langt fra hinanden. Og da forhandlingerne fortsatte efter sommer, byggede det efterhånden op til en stirrekonkurrence.

Blå blok krævede flere penge til landbrugets grønne opstilling – men med Mette Frederiksen i spidsen blev der sagt ”Njet!"

Hvem ville blinke først?

Her i baglandet fulgte vi, hvordan konflikten trappede op i medierne. Enhedslisten pressede på for at få en smal rød aftale. Blå blok advarede mod katastrofale konsekvenser for landbruget og for tusindvis af job i følgeerhvervene.

I de dage tænkte jeg, at nu bliver landbruget endnu engang en politisk kampplads – og vi risikerer at blive kvast.

Når det gik anderledes, kan vi takke mange gode kræfter for det. Jeg vil rose den utrættelige indsats fra SEGES og Axelborg, fra Søren Søndergaard og inderkredsen omkring ham. Søren møder alle – også den politiske modpart – med så stor troværdighed, at der bliver lyttet til ham. Og han appellerede hele vejen igennem for en bred aftale.

 

Ved pressemødet – med Alex Vanopslagh og Pernille Vermund på den ene fløj, og Pia Olsen Dyhr og Mai Villadsen på den anden – slog det mig, hvor helt unik aftalen er.
H.C. Gæmelke

 

I slutfasen gik også vores andelsvirksomheder på banen med et usædvanlig stærkt, fælles opråb til politikerne. Giv os en bred aftale, så vi får sikkerhed for arbejdspladser og fremtidige investeringer, lød det.

Alligevel så det sort ud før de afgørende forhandlinger. Lørdag troede vi, det hele var tabt. Søndag hørte vi, at parterne var begyndt at rykke sig.

Den søndag foretog jeg mig ikke andet end at snakke og sms’e med medier, medlemmer og folk på Axelborg. Om mandagen sad jeg klistret til skærmen, indtil forløsningen kom. Ved pressemødet – med Alex Vanopslagh og Pernille Vermund på den ene fløj, og Pia Olsen Dyhr og Mai Villadsen på den anden – slog det mig, hvor helt unik aftalen er.

For en gangs skyld ser vi politikere sætte hensynet til samfundet højest. Mange har ofret hjerteblod for at nå til et kompromis.

Det synes jeg er stort.

Og vi vil ikke skuffe.

Et par aftner forinden havde jeg samlet 12 kolleger med ganske store husdyrproduktioner for at snakke om grøn omstilling. Og ved I hvad? De havde et fantastisk positivt syn på deres erhverv og egen virksomhed, og de meldte klar til udfordringerne!

Vores erhverv er så innovativt og intelligent.

Vi har omstillet os før, og med de rette rammer og vilkår, så gør vi det igen.