Nyhedsbrev juli 2022

God sommer!

 

Sommeren er over os, og snart bliver den østlige del af vores område klædt i gult, når Tour de France-karavanen kommer forbi.

Landbruget har pyntet op med gule blomsterstriber og bannere, som nok skal kunne ses under den massive TV-dækning.

Er du mere interesseret i de vilde bier, så er de også i fokus for tiden.
Du finder 10 anbefalinger til, hvad du kan gøre ved at klikke her: https://lf.dk/bi/det-kan-landmanden-goere

Vi har sammen med foreningerne i Syd- og Sønderjylland indsendt høringssvar til Vandplanerne.
I høringssvar til Vadehavet er der særlig fokus på vandudskiftning, klimaforandringernes effekt, næringsstof-bidrag fra nabolande, og forfejlet kvælstof-fokus, som vi mener bør indgå i højere grad.
Vi anbefaler en lokalt forankret analyse af de særlige forholdene i Vadehavet, før landbruget pålægges flere udgifter med ringe eller ingen effekt for vandmiljøet. 

Du finder foreningernes høringssvar fra Vadehavet og Ringkøbing Fjord her

Vi forventer, at vores høringssvar vil blive grundigt læst, og at pointerne vil indgå i den kommende "second opinion", som er del af den politisk brede Landbrugsaftale. 

I Jysk Landbrug varmer vi så småt op til det kommende folketingsvalg, og vil sammen med Landbrug & Fødevarer skabe relationer til nye og gamle kandidater, inden valgkampen for alvor går i gang.  

Håber du og din familie får tid til at nyde en velfortjent ferie!

God sommer!


 

Ses vi på Landsskuet?

 

SAGRO og ejerforeningerne er på Landskuet i Herning fra torsdag den 30. juni til lørdag den 2. juli.
Kig forbi standen til en snak om grøn omstilling med både rådgivere og bestyrelsesmedlemmer.

Emnerne er mange, men her er et udvalg af standens fokusområder:

- Energioptimering - skift til grønne energiformer og spar penge
- Dyrevelfærd - sunde dyr giver sund økonomi
- ESG-ledelsesrapport - kom på forkant med kravene
- ESGreen Tool - kend dit CO2-aftryk
- Lavbundsjorde - læg en plan for udtagning

Deltag i Tour de Landbrug og vind fede farmerpræmier. Med din deltagelse i Tour de Landbrug, hvor du skal cykle 1 km, sætter du samtidig SAGROs store lykkehjul i bevægelse.
Der er vindergaranti for alle, der deltager.

Du er også velkommen på Ribe Dyrskue den 29. juli, hvor du kan møde både Sydvestjysk Landboforening og SAGRO på Hovedengen. 

Tag familien med til de traditionsrige dyrskuer!
Vi glæder os til at se jer.


 

Jysk Landbrug og gårdbesøg

 

Jysk Landbrug prioriterer højt at fremtidens forbrugere ser, hvor vores fødevarer kommer fra. Derfor har vi sat ekstra fokus på at tilbyde skoleklasser og børnehaver hjælp til at finde værter og sponsorere bustransport.

Anne-Marie Kragsig Pedersen, bestyrelsesmedlem i Jysk Landbrug, har fundet nye værter, og sørger for at skabe kontakt mellem værter og institutioner.  

Vil du være vært for skoler eller daginstitutioner, så kontakt Anne-Marie eller Landbrug & Fødevarers skolekontakt: https://skole.lf.dk/for-landmaend

Vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra glade børn og voksne, der nu er blevet klogere på landbrugets fødevareproduktion. Ca. 750 børn har været på gårdbesøg via dette initiativ. 


 

Helhedsplan for Kongeåen

 

Der er netop afhold tre workshops i forbindelse med det indledende arbejde omkring en kommende helhedsplan for Kongeåen. Arbejdet er bestilt af Kongeåkomiteen og udføres af WSP A/S. De tre workshops har til formål at inddrage borgere og de lokale aktører i tankerne om den fremtidige Å og ådal. Kongeåkomiteen består af kommunalt folkevalgt fra Kolding, Vejen og Esbjerg kommuner.

Vi deltog også i workshopsene og bidrog med synspunkter der understøtter fortsat landbrugsdrift i de områder det giver mening. Der er mange muligheder, når ideerne kan få frit løb, men desværre også mange barriere. Det var alt i alt en god proces og vi glæder os til at se WSP A/S sammenfatning af arbejdet, som i sidste ende skal være med til at indramme en helhedsplan for Kongeåen.


 

Internationalt besøg hos Månsson

 

Jysk Landbrug havde internationalt besøg fra Nuffield International Farming Scholars med rundvisning hos Månsson i Brande.

Med på turen var 10 landmænd fra hhv. Australien, New Zealand, Irland, England og Chile. 

Spørgelysten var stor hos de deltagende, der både ville vide mere om forretningsmodellerne, maskiner, æglæggende høns, biogasanlægget, kål, salat, løg og radisser.

Nuffield International inspirerer mennesker til at lave forandringer indenfor landbruget ved at arrangere studieture rundt om jorden finansieret af virksomheder og fonde.  Det er en non-profit organisation med globalt afsæt i Australien, Canada, Frankrig, Irland, Holland, New Zealand, England og Zimbabwe. 

Læs mere om organisationen her: Nuffield International Farming Scholars


 

Gratis tjek af dine lavbundsjorde

 

Foreningerne bag SAGRO har besluttet at give en hjælpende hånd til igangsættelse af flere lavbundsprojekter. Der er behov for hurtig handling nu på frivillige kollektive virkemidler. Der er forskellige puljer, som kan ansøges, og det kan være vanskeligt at få overblik over, om der er potentiale på din ejendom.

Derfor kan du nu som medlem får en gratis screening af dine arealer.

Udfyld denne formular og du vil blive kontaktet af en rådgiver: https://www.sagro.dk/faa-et-tjek-af-lavbundsjord-kun-for-medlemmer

Tilbuddet gælder "først til mølle" og så længe "lager haves".


 

Har du en BNBO aftale?

 

Lodsejere med en boring til almen vandforsyning (hovedsageligt vandværksboring) på deres jord, står overfor at kunne indgå frivillige aftaler om pesticidfri drift i BNBO. Aftalen skal indgås mellem lodsejer og vandværk, men kommunen skal godkende indholdet i aftalen. Som hjælp til at lette processen har SEGES Innovation i samarbejde med Danske Vandværker og DANVA udarbejdet skabeloner til aftale- og deklarationstekster. Teksterne kan bruges til at sikre, at der indgås en fair aftale for alle partnerne. Har du brug for teksten, så tøv ikke med at tage fat i os.

De frivillige aftaler skal være indgået inden udgangen af 2022, så hvis vandværket endnu ikke har rettet henvendelse til dig, så er her en opfordring til selv at være opsøgende på at få lavet en frivillig aftale. Fra 2023 vil der blive indført generelle regler med forventeligt mindre attraktive kompensationer til følge. De generelle kompensationer forventes at stille lodsejeren mindre fordelagtigt i forhold til de muligheder der er ved at indgå en frivillig aftale.

 


 

Kontante medlemsfordele

 

Som medlem af en landboforening har du nu mulighed for at opnå ekstra gode priser i L&F Fordelshoppen. 

Brugernavn og adgangskode er vedhæftet i mailen med dette nyhedsbrev.

Du kan se alle medlemsfordelene her.


 


Formand
H.C. Gæmelke
Tlf. 22 26 42 90
hc@gaemelke.dk


Politisk chef
Ulla Bækman
Tlf. 40 40 14 66
ubh@sagro.dk